Om Skishop   

 Skishop har eksisteret siden 1971. Butikken er grundlagt af Bo Ussing og har altid været beliggende i Hellerup. Butikken er kendt for sit store og unikke sortiment indenfor ski, skibeklædning, snowboarding, surf, windsurf og kitesurfing. Du finder altid nye spændende produkter i Skishop, sammen med de traditionelle mærker indenfor de respektive sportsgrene. Vi har mere end 500 forskellige skistøvler på lager når skisæsonen starter, og ligeledes over 300 windsurfsejl på lager når vinden igen begynder at blæse i april.

 

Vores personale er alle aktive udøvere indenfor ski, windsurfing, snowboarding og kitesurfing, og flere af de ansatte har været i branchen i mere end 20 år. Derfor får du altid god og profesionel vejledning, med udgangspunkt i egne erfaringer og oplevelser. Med andre ord er Skishop ikke bare et sted hvor du kan købe dine ski, men lige så meget et sted for råd, vejledning samt historier fra folk involveret i skibranchen. 

 

Ansatte i Skishop:

 Mikkel Asmussen 

 

  Mikkel har windsurfet siden 1981 og har deltaget i mange worldcups og var junior danmarkmester i 1991. Desuden var Mikkel blandt de første i Danmark til at kitesurfe tilbage i 1999, det er dog windsurfingen der stadig trækker. Derfor er det blevet til utallige rejser med alt udstyret til bl.a. Hawaii, de Kanariske øer, Sydafrika og det meste af Europa. Desuden er det blevet til rigtig mange skiferier til bl.a. USA og Europa, da han har arbejdet med et af verdens største snowboard firmaer igennem en årrække. Mikkel blev ansat i Skishop første gang som 15-årig i 1989.

 

Christian Børgesen

 

Fik sit første ”rigtige” job i 1996 i Skishop. Med en norsk farmor og svensk mor, er Christian vokset op med ski fra barnsben. Allerede i 1991 havde Christian sin første hele sæson som 19-årig i Vermont USA. Som skater og windsurfer var det naturligt at starte med snowboarding . Det er siden blevet til mange rejser jorden rundt, bla. Nepal og New Zealand. Christian startede med at windsurfe sammen med sin storebror og far i Nivå i 1984. I slutningen af firsearne byggede de slalomboards sammen. I 1993 rejste Christian til Maui for at windsurfe. Først i 1996 vendte han hjem efter 2 ture til Australien og New Zealand.  

 

Nikolaj D. Buch  

 

Nikolaj D. Buch blev ansat i Skishop i året 1985 efter at have haft to vintersæsoner i Tignes som skibums. Der gik tiden med at lave ski om aftenen og stå på ski om dagen. Efterfølgende blev det til utallige sæsoner, primært i de franske alper. Nogle af de bedste oplevelser på ski har bla. været i Les Arcs og heliskiing i Finland og så selvfølgelig nogle af de mange ture med Skishop. Nikolaj har et enormt kendskab til skisport og med 24 år i branchen er han en af de mest erfarne herhjemme. Han har altid haft et stort talent for at kunne se trenden i udviklingen indenfor skibranchen med sin store erfaringen indenfor at købe og sælge de nyste ski og har medvirket til at de bedste nyheder altid er at finde i Skishop.

 

 

 

Villads Riber

  

Villads startede med at kitesurfe da han fyldte 13. Passionen for vand og ikke mindst sne førte senere hen til et efterskoleophold på Oure surf & ski linje. Her gik dagene med windsurfing om sommeren og ture til Alpe d'huez i vinterhalvåret. Dette var startskudet til et liv fyldt med windsurfing. Årene op igennem gymnasiet gik hovedsageligt med jagten på vind ved diverse freestyle-spots på Sydfyn. Efter flytningen til København kan du nu være sikker på at finde Villads på Sjællands Nordkyst når dmi lover vind.